Bio 16 1200x720 1

Luksussæder, bar og loungestemning:
Aalborg har fået en helt “ny” biograf

Hvis Oscar-showet havde en kategori for “Flotteste biograf”, var den gamle biograf i Kennedy Arkaden ikke engang i nærheden af at blive nomineret …

Men kigger man på den forvandling, som biografen har gennemgået de seneste måneder, så fortjener den “nye” Nordisk Film Biografer Kennedy næsten sit eget awardshow med rød løber, takketale og en statuette på størrelse med Aalborgtårnet.

En magisk forvandling

Første milepæl nåede man allerede i efteråret, hvor stolene i alle 10 sale blev udskiftet med luksusversioner med elektroniske lænestole og meget mere plads. Du kan læse vores anmeldelse af dem her.

Nu har resten af biografen fulgt trop, så man nu står med en biograf, hvor sale, foyer og kioskområde er som forvandlet.

Når du går op af trappen mod biografen, kan du allerede mærke og se forvandlingen – og når man er kommet indenfor, så føler man faktisk, at man er gået forkert…

Kiosk- og foyerområdet er gået fra at ligne et koldt, gråt og identitetsløst venteområde på et gammelt sygehus til at være et både moderne og indbydende lounge-område, der leder tankerne hen på en hyggelig jazzklub i New York.

“Folk har taget virkelig godt imod det, og vi kan allerede nu se, at folk kommer tidligere og tidligere for at hygge inden filmen ,” fortæller Jan Ringtved, biografchef, til MigogAalborg.

Var det noget med et glas champagne inden filmen?

Du kan naturligvis stadig slå dig løs i et (markant større!) slaraffenland af slik, sodavand og popcorn, men det mest spektakulære er det nye barområde, hvor du kan bestille intet mindre end 10 forskellige slags vin, lækre cocktails, barista-kaffe og champagne, hvis du vil gå all-in på Hollywood-stemningen.

Det er svært ikke at blive imponeret, når man går rundt i det nye loungeområde, og der er vitterligt tænkt på enhver detalje.

Bestiller du champagne, får du det serveret i et champagne-glas. Bestiller du kaffe, så får du det naturligvis i en flot keramik-kop.

Alle vægge er blevet malet i varme farver, nye lamper er kommet til, og så har man hængt store og tunge gardiner op, der skærmer for det markante lys fra John F. Kennedy Plads.

“Vores ønske har været at skabe et venteområde, hvor det bliver en hyggelig og stress-fri oplevelse at vente på filmen. Det synes jeg i høj grad vi er lykkes med,” siger Jan.

Kæmpe stolthed over processen

Selvom Jan er pavestolt over det endelig resultat, så er han mindst lige så glad for samarbejdet undervejs.

“Selve processen har været lige så fantastisk som det færdige resultat, og jeg har kun ros tilovers for både medarbejdere og håndværkerne fra TL Byg, der virkelig har ydet en fornem indsats,” forklarer biografchef Jan Ringtved til MigogAalborg.

“Vi har nærmest arbejdet i symbiose, og de udfordringer der har været har vi løst med et smil – og måske lige et par håndfulde bland-selv slik,” siger Jan med et grin.

Selvom Jan og co. kan se tilbage på en sjov arbejdsproces, så glæder han sig til at kunne koncentrere sig om noget helt andet.

“Nu har vi fået rammerne på plads, så nu handler det om at skabe endnu federe oplevelser for vores gæster. Vi kan endnu ikke løfte sløret for noget bestemt, men der er meget godt i vente,” lover Jan.