Ny Imerco nyder godt af placeringen
Service og kvalitet indrammer butikken i Kennedy Arkadent
– Vi er rigtig glade for at være i gang igen. Det har været en lang nedlukning, hvor vi ikke har kunnet betjene vores kunder på normale vilkår. Så det er rart at konstatere, at der nu atter er liv i forretningen. Sådan lyder det fra Sabina Graver, butikschef hos Imerco i Kennedy Arkaden i Aalborg. Hun og det øvrige personale slog dørene op den 6. april, og det skabte fra første færd travlhed. – Mange er kommet for at få byttet julegaver og selvfølgelig for at se på nye varer. Så vi har haft ganske travlt, siger Sabina, der er uddannet isenkræmmer og i fjor var med til at åbne den nye forretning i arkaden. – Det har været en spændende periode. Desværre har vi ikke haft helt de muligheder vi drømte om som følge af corona. Men det bliver godt igen, og vi kan mærke, at vi har opbakning fra kunderne. I hvert fald har der i den første tid efter åbningen været meget at se til, fastslår Sabina Graver.
Varer til hele hjemmet
Og der er da også mange gode grunde til at lægge vejen forbi forretningen i Kennedy Arkaden. Her fristes nemlig med varer til hele hjemmet. Imercos store udvalg afspejler sig i alt fra køkkenredskaber og el-artikler til porcelæn, glas og brugskunst. Også masser af gaveartikler indrammer udvalget, der ifølge Sabina Graver tiltaler et bredt segment. – Vi har kunder, der kommer her for specifikt at købe en speciel vare, og så har vi dem, som næsten tilfældigt kommer herind. Men jeg synes især, der er grund til at fremhæve vores placering i forhold til pendlerne. Der er rigtig mange, der benytter os som gaveshop på deres vej til et selskab eller en fest. Hvis man alligevel skal med tog eller bus, så er det nemt at smutte ind i arkaden efter en gave, konstaterer Sabina.
Egen produktion
Når talen falder på varer, så skiller Imerco sig også afgørende ud fra mængden med en markant egenproduktion. – Vi har vores helt egne mærker indenfor en række produktgrupper, oplyser Sabina Graver. – Hos Imerco vægter vi muligheden for at være fleksible, og det kan vi netop i relation til egenproduktionen. tilføjer hun og nævner i samme forbindelse samarbejdet med diverse designere. – Vi fører eksempelvis Timm Vladimirs Kitchen-serie og Ditte Julies Bagerredskaber. Og så lever vi højt på vores service. Vi har en attraktiv byttegaranti, som gælder i 90 dage i alle vores butikker. Ligeledes råder vi over dygtige værksteder, der kan reparere de fleste produkter på kortere tid, end hvis varen eksempelvis skal sendes til et eksternt værksted, lyder det fra butikschefen.
Imerco i Kennedy Arkaden holder åbent mandag til lørdag samt på den første søndag i måneden.